+45 27 14 29 26 info@globushojskole.dk

Om os

Få mere at vide om Globus Højskole

Forstanderen der står bag højskolen, og som vil være jeres gennemgående vært, er journalist og 3. generations højskoleforstander Anna Katrin Nørgaard. Hun har en stor kærlighed til Mallorca og har rejst rundt på øen utallige gange. Nu har hun så kastet sig ud i nye eventyr i Vietnam og Tanzania, som hun også kender særdeles godt.

Anna Katrin Nørgaard

Tanken om at dele sin viden og kærlighed til steder langt fra Danmark gennem foredrag, diskussioner, ekskursioner, fællesskab og højskolesang kom helt naturligt til Anna Katrin. Hun er nemlig selv vokset op på en højskole, da hun er født ind i en højskole-slægt.

Hendes bedsteforældre startede Nørgaards Højskole i Hadsten, hvor hendes far siden blev forstander og lærer. I dag ligger Nørgaards Højskole i Bjerringbro. Anna Katrin Nørgaard har således fået højskoletanken og -ånden ind med modermælken og arbejdet på flere højskolekurser i bl.a. Grønland. Hun er desuden en flittig foredragsholder rundt om i landet og korsanger, og kan synge for på sangene i Højskolesangbogen. Som journalist har Anna Katrin arbejdet mest med tv og været tilrettelægger og dokumentarist både for DR- dokumentar og TV2.

“Mit mål er at give mine gæster en anderledes oplevelse af inspirerende destinationer. Mange har måske besøgt Mallorca som turister. Andre kender Vietnam og Tanzania af omtale. Nu vil vi på Globus Højskole give kursisterne en oplevelse af det mere autentiske og ukendte. Det sted vi ikke rigtig kender. Dels gennem møder med spændende og kreative folk af mange nationaliteter, og dels gennem formidling af baggrundsviden og gennem et socialt samvær på vaskeægte højskolemaner, hvor vi kan lære, diskutere og vidensudveksle.”

Bag Mallorca Højskole står Globus Højskole ApS (CVR nr. 38768484). Vi har allieret os med Unitas Rejser (CVR nr. 26543886), der står som teknisk rejsearrangør, og som er medlem af rejsegarantifonden nummer 128.

 

Anna Katrin Nørgaard